Nogle opdrættere mener, at det er en etisk forpligtelse, at oplyse hvalpekøbere om hvalpens "jagtlige status".

For det første er begrebet "jagtlig status" nøjagtig ligeså upræcist som jagtlovens §24 som taler om en "egnet apporterende jagthund". Hvad kræves det når man siger at hunden er i stand til at gå på jagt og hvad vil det sige at den er egnet til det? Må den knaldapportere? Skal den være dirigerbar? Osv. osv.

Det jeg kan love om mine hunde er, at deres forældre og forældre bag dem så langt vi kan se har været jagthunde og helt sikkert har et overtal af dem været "egnet" da de nok ellers ikke var blevet engelske eller danske champions for den sags skyld.

Men een ting er at hvalpen formentlig har visse jagtlige egenskaber med sig i bagagen fra sin mor og far, men dette er ikke nogen garanti for at den bliver egnet som apporterende jagthund når den tid kommer. Der er jo en grund til at vi bruger mange timer på træningspladsen med vores såkaldte formel 1 labradors uanset at de er opdrættet på solide engelske jagtlinjer. Beviset ligger i, at to hunde fra samme kuld, i hænderne på to forskellige handlere kan falde helt forskelligt ud. Den ene kan blive jagtchampion og den anden kan være af en støbning som slet ikke opfylder kravene i jagtlovens §24. De har samme genetiske forudsætninger, og opdrætteren har haft lige god/dårlig grund til at påstå dette og hint om hvalpens jagtlige status.

Jeg mener, at hvalpens jagtlige status højst er dokumenteret med dens ophav. Se på forældrene og evt. tidligere hunde på samme kombination, og dan dig et indtryk. Opdrætteren bør selvfølgelig oplyse om forældredyrenes jagtlige status, men tro ikke på den opdrætter der fortæller dig at hvalpen med garanti kan gå på jagt, og forvent ikke, at du uden hårdt arbejde rent træningsmæssigt en dag kan gøre en fornuftig jagthund ud af din hvalp.

Selvom jeg er helt enig i præmissen om, at Labrador Retriever er en jagthunderace, og at alle opdrættere har et ansvar for at bevare de apporterende (ikke "jagtlige" da dette omfatter en masse andre ting) egenskaber, så er jeg lidt bekymret over, at det er en elite blandt jagthundeopdrættere der skal sætte normen for hvad den "jagtlige status" i opdrættet skal være.

Som jæger og jagthundemand kommer jeg rundt og ser rigtig mange jagthunde og guderne skal vide, at de langt fra altid er et kønt syn. Men hvor tit ser vi ikke en jæger hvis trofaste lab gør rigtig god fyldest på en jagt som all-round jagthund der kan drive og apportere, og frem for alt tjene som jægerens bedste kammerat? Disse hunde er tit den såkaldte "gammeldags type" og ofte opdrættet på rene udstillingslinjer og ville sikkert ikke komme langt på en markprøve. Men er det ikke helt fint når denne jæger synes at hans hund har den ypperste jagtlige status?

Der skal ikke herske tvivl om, hvor mit hjerte ligger rent opdrætsmæssigt. Jeg bekender mig 100% til opdræt på engelske markprøvelinjer, og jeg deklarerer hvalpene med stambøger i 8 generationer hvor dette er dokumenteret.

Men når det er sagt, så respekterer jeg alle andre opdrættere for det arbejde de gør og den overbevisning de har, og i stedet for at sidde på en høj hest og pege fingre af andre, så glæder jeg mig meget når jeg ser, at hunde opdrættet på rene udstillingslinjer bliver dagens bedste hund i åben klasse foran hele eliten af jagthunde.

Og det samme gælder de hvalpekøbere jeg har, der ikke lige har jagthundearbejdet som sin kerneinteresse, og som f.eks. deltager i lydighed eller agility med deres hunde. Det er super fint for mig, og det er jo sjovt at notere sig, at de samme opdrættere som mener at netop deres hunde har en særlig fin "jagtlig status" er de første til at prale med, at en unghund fra dem er blevet kåret som narkohund, sporhund, servicehund, redningshund eller lignende. Skal vi nu ikke bare glædes over, at disse hunde bliver brugt til noget som skaber værdi?