Baggrund for Ravensbank
Personerne
Jeg hedder Søren Voigt, og jeg har Ravensbank som er en kennel der opdrætter formel-1 Labrador Retriever. Jeg bor på en gård i landsbyen Tarup ca. 15 km. syd for Odense, sammen med min kone Annelise. Vi har over de sidste 20 år haft ialt 13 Labrador Retrievere, af forskellig køn, farve og avlsmæssig tradition. Vi har tabt vores hjerter til racen Labrador Retriever, og jo bedre man lærer racen at kende, desto mere holder man af formel 1 labradorens ro, forudsigelighed og fantastiske samarbejdsvilje som er med til at gøre denne type hund uhyre trænbar.
Jeg fik jagttegn i 1972, og har gået på jagt med min far og min morfar lige siden jeg var dreng. Derfor er det faldet naturligt at jeg ville træne mine hunde til at arbejde efter skuddet, og efterhånden som jeg har fået mere erfaring er jeg også blevet meget aktiv som markprøvedeltager, og som apportør på godsjagter.
Jeg er aktiv i Dansk Retriever Klub som instruktør på alle niveauer, prøveleder, DKK-autoriseret brugsprøvedommer og uautoriseret markprøvedommer ved uofficielle arrangmenter.
Ravensbank hundene
Efterhånden som jeg gjorde mine erfaringer med træning af retrieveren som jagthund, stod det klart for mig, at hundens "will-to-please" i høj grad var et resultat af opdrættet. I England og Irland har man i mine øjne perfektioneret opdrættet af Labrador Retriever i forhold til trænbarhed og racens særlige apporterende egenskaber.
I 2003 fik vi mulighed for at importere Tidemark Ivy fra Angela og Andy Markham, som bor i Spalding i Midtengland. Andy er selv en meget kendt hundefører i sit lokalområde, og han deltager som apportør med 3-4 hunde på et stort antal godsjagter i den engelske jagtsæson.
Ivy viste sig hurtigt at være den type hund som vi havde drømt om. Hun er let at træne, og har et meget stort "will-to-please". Allerede som to-årig var Ivy med til DM-for hold og vandt bronze, og hun var klar til vinderklasse A allerede som 2-årig. Som tre år gammel opnåede hun 2. vinder med CK på B-prøve.
Med god sundhed, gode resultater og et fantastisk godt temperament besluttede vi at Ivy skulle være vores første avlstæve, og vi etablerede Kennel Ravensbank under DKK i 2006.
Det er blevet til fire kuld med Tidemark Ivy (Ivy) og med en anden engelsk import, DKBRCH DKJCH Cynhinfa Emperor (Leo) som far. Leo er ejet af Bernhard Fibæk, Kennel Miska. Vi beholdt en tæve (Ravensbank Wagtail (Waggie)) fra det første kuld, en hanhund (Ravensbank Jock (Jock)) fra det tredje kuld, og en hanhund (Ravensbank Observer (James)) fra det fjerde kuld. Vi har senere tilbagekøbt en tæve (Ravensbank Flo (Flo)) fra det andet kuld.
Yderligere har vi haft tre kuld hvalpe med Ravensbank Wagtail (Waggie) som mor og DKBRCH DKJCH Lochiness Green Chive (Chive) som far. Chive ejes af Kirsten Lynge og Keld Jørgensen, Kennel Lochiness. Chive er også på 100% engelske Field Trial linjer.
To hunde er eksporteret til Finland, een til Frankrig, to til Holland og een til Tyskland. Hunde fra Kennel Ravensbank har allerede opnået fine resultater på markprøve, herunder 2. og 3. unghundemester i 2008 og i 2009 opnåede en Ravensbank hund (DKBRCH DKJCH NOJCH SEJCH NORDJCH 2EV2010 3UM2008 Ravensbank Swift (Swiffer)) den fornemme titel "Dansk Brugschampion" (DKBRCH), og fulgte dette op med at blive Norsk Jagtchampion (NOJCH) og 2. Elitevinder i Danmark i 2010. I 2011 er Swiffer yderligere blevet Dansk Jagtchampion (DKJCH), Svensk Jagtchampion (SEJCH) og dermed Nordisk Jagtchampion (NORJCH). To år i træk er Swiffer blevet kåret til den mest vindende markprøvehund i Danmark.
Vi håber, at du vil nyde at læse mere om vores hunde, og se en masse billeder på hjemmesiden her.
Historien
Allerede da jeg var dreng i 60'erne havde vi i familien en sort Labrador han med kaldenavnet Peter (udtalt på engelsk selvfølgelig:-)). Det var en fin hund med en stamtavle. Peter var opdrættet af Lehnsgreve Iuel Brockdorff (Valdemar Slot), der på daværende tidspunkt var en meget central opdrætter af Labrador Retriever og grundlæggeren af Dansk Retriever Klub. Peter var en super apportør for min far på jagt, men han var også en værre slubbert, og i bund og grund produktet af manglende viden om racen og hvordan man kunne træne den. Peter var slem til at strejfe, og blev til sidst pågrebet af politiet og tiltalt for, på een af sine strejfeture at have parret en uskyldig gravhund. Da sagen kom for retten kunne det ikke bevises at Peter havde gjort udåden, og han fandt dommerens nåde, men min far lod alligevel Peter betale dyrt for det dårlige omdømme, han havde fået blandt naboerne.
Ca. 25 år senere besluttede min kone Annelise og jeg, at vi skulle have hund. Vi var ikke i tvivl om, at det skulle være Labrador Retriever, og vi vidste også, at vi ville arbejde, og træne med vores hund. Vi har haft Labrador hele tiden siden - i perioder op til fem dejlige hunde samtidig.






