ravensbank

FORMEL-1 LABRADOR RETRIEVER

 >>Skriv kommentar 

29-03-2018: Sikke et lortevejr. Ja undskyld sproget, men stiv snestorm med østenvind og et par frostgrader, er jo ikke vejr at byde på når det er Skærtorsdag og prøvesæsonen er i fuld gang. Men Ravensbank Holly (Holly) og jeg var taget til Working Test i Sydsjælland. Hollys første prøve som tæller rigtigt.

Første post er en dobbeltpost hvor vi først skal gå 40 meter fri ved fod bag en skytte. Herefter bliver der skudt til en markering der falder ca. 40 meter ude og som lander i nogle høje siv. Dommerens kommentarer: Fri ved fod kunne ikke gøres bedre - 20 point (max.). Markeringen var fuldstændig snorlige ud og hjem. Iflg. dommeren også til max. point..... MEN på vej hjem skal Holly tisse og sætter sig ned med dummien i munden og kigger undskyldende op på mig..... Det koster 10 point, så vi går fra dobbeltposten med 20 + 10 point.

På tredje post skal jeg gå med Holly ca. 50 meter ud til et punkt og lægge en dummy. Så går vi tilbage og jeg sender hende tilbage til punktet hvor hun henter dummien. Da Holly er på vej tilbage til mig med dummien, lægges der en ny dummy samme sted. Herefter skal hun sendes tilbage - nu "blindt" - og hente den anden dummy. Dette gjorde hun bare til UG og høstede 20 point (max.) for det.

Fjerde post er igen en dobbeltpost. Først skal Holly hente en markering over en dyb grøft og i noget ret barsk terræn. Derefter skal der eftersøges dummier i noget tæt skrub. Det foregår ved at Holly sendes frem til skrubbet som en dirigering, og når hun går ind i skrubbet skal hun holde sig inde i det og fremtrylle de dummier hun finder og aflevere dem. Markeringsarbejdet: 19 point. Eftersøgningen: 18 point.

Så bortset fra tissepausen som kostede 10 point slipper Holly ud af prøven med et pointtab på bare tre "regulære" point ud af 100. Og netto slutter hun med 87 point, bare 4 point fra vinderplaceringerne. Jeg kan godt forstå, at det skal koste at hun ikke er tisset af inden prøven, men jeg kan ikke tage det som en "fejl" fra hendes side. Allerhøjest en fejl fra min side, at jeg ikke har sørget for det inden vi gik ind. Ud over, at hun er bestået prøven med stor margin, så var det herligt at se hende arbejde meget sikkert hele dagen, og især var det dejligt at se hende bevare roen og vise en kæmpe portion charme. Jeg er tosset med den lille hund.

Rene Kristensen førte Ravensbank Conor (Conor) til prøven og fik på samme poster som Holly 19, 20, 20, 18 og 13. Den sidste post drillede virkelig, og det kostede en vinderplacering, da Conor lander med 90 point hvilket er blot 1 point fra både 3, 4 og 5 vinder der alle havde 91 point. Men også Conor havde debut på officiel working test, så det var et super flot resultat, og det er bare at sige til lykke til Rene!