Jeg er i mit eget hundehold blevet opmærksom på et ikke-arveligt fænomen som i engelsk litteratur kaldes "Hunting dog Hypoglycemia" eller blot HDH, men som jeg har fundet dårligt beskrevet herhjemme. Jeg har helt sikkert selv haft en hund, der har vist symptomer svarende til HDH efter hårdt fysisk arbejde i en såt eller to, eller i situationer, hvor den har stået og frosset f.eks. i længere tid på en regnvåd vinterdag.

De umiddelbare symptomer er ganske alarmerende. Helt spontant begynder hunden at gå meget stift på alle fire ben, og gangen bliver hurtig regulært ukoordineret og uden kontrol. Normalt trimler hunden omkuld, og hvis man ikke får den lagt om på siden, vil den forsøge at komme op som en anden bambi på isen. Når hunden kommer ned at ligge, er den stille. Jeg har ikke set kramper, når jeg har oplevet det, og hunden er ved bevidsthed, men har et ansigtsudtryk der vidner om, at den ikke fatter, hvad der sker. Hjertet hamrer afsted i fuld fart. Jeg har prøvet at give hunden vand - det magter den ikke at drikke. Jeg kan kommunikere med hunden, og den lader sig berolige. Hvis man ikke foretager sig noget, kan hunden blive god igen i løbet af 10-15 minutter, men det kan også blive værre og gå helt galt.

Nu hvor jeg har fået forklaringen på, hvad der sker, er det tydeligt, at de situationer, jeg selv har oplevet, ikke har været af den ekstreme type, men alligevel har de rystet mig - og sikkert også andre, der har set det. Første gang var på en jagt, hvor skytten beordrede en gator (lille firehjulstrukket traktor) til at samle mig og hunden op, så jeg kunne komme til dyrlæge med ham i en fart. Men ved ankomst til dyrlægen var hunden helt normal, og der var ingen blodprøver, der sagde noget, man kunne konkludere ud fra.

Dyrlægen foreslog, at min hund led af EIC, men det kunne jeg afvise, eftersom han er testet genetisk "CLEAR" for dette. Jeg spurgte ind til epilepsi, men dyrlægen gennemgik symptomerne på epilepsi, og konkluderede, at der var for mange ting, der slet ikke passede på den diagnose. Men dyrlægen kom heller ikke med nogen rigtig brugbar, god alternativ diagnose. Igen et af de besøg hos dyrlægen, som jeg hader. Flere tusinde kroner fattigere, og helt uden en løsning eller for den sags skyld en plan for at finde ud af, hvad der var galt med min hund.

Så tog jeg det op med en anden og noget mere erfaren dyrlæge, Jens Erik Sønderup i Odense. Han slog lynhurtigt ned på, at min beskrivelse af hundens symptomer var konsistent med, at hunden simpelthen manglede frugtsukker. Han sagde, at dette havde han oplevet flere gange gennem sit lange liv med markprøvehunde. Han forklarede sammenhængen: Hypoglykæmi (på engelsk: "Hypoglycemia") betyder helt enkelt "lavt blodsukker" og beskriver en tilstand, hvor hundens glukoseniveau går under 2,8 mmol/L. Glukose er en vigtig energikilde og er det helt afgørende brændstof for hjernen. Dette fører til, at den mentale funktion kan blive alvorlig svækket i løbet af ganske kort tid, ofte inden for få sekunder. Det kan i værste fald føre til kramper og koma hypoglykæmisk chok, men oftere at hunden kommer i en mental ubalance og bliver meget forvirret og konfus indtil den får tilført glukose (kaldes også druesukker eller dekstrose).

I hundens fordøjelsesproces udvindes glukose fra maden, og sendes til leveren, hvor det omdannes til glykogen, som lagres i specielle celler kaldet hepatocytter. Når hjernen efterspørger glykose, har kroppen processer der konverterer glykogen tilbage til glukose og sender det ud i blodårerne så hjernen får hvad den efterspørger.

Problemet opstår, når jagthunden virkelig slider, og hjernen efterspørger glukose, men leveren ikke er i stand til at omdanne glykogen til glukose tilstrækkelig hurtigt, eller hvor glykogenreserverne bare ikke er tilstrækkelige. Når glukoseniveauet bliver for lavt, vil den "normale" hund vise træthed, måske tage en lille "slapper", blive tørstig, gå og tisse osv. Her er der altså advarselslamper. Men vi kender alle sammen den type retriever, der er "soldat/kriger" (nogen af os har endda haft glæden af at eje en sådan hund). Den type hund, kører lynhurtigt forbi træthedsfasen, og så ser man pludselig hunden gå ukoordineret på benene, begynde at vakle for til sidst at blive hjulpet ned at ligge og virkelig se ynkelig ud.

Jens Erik Sønderup foreslog straks en løsning på akut behandling: Giv hunden noget druesukker opløst i vand. Helt enkelt. Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg kom på den tanke, men min egen løsning på problemet har været at give hunden noget af det Pemmikan energibar jeg altid har med mig i min gamebag, så rettede problemet sig meget hurtigt. Da jeg opdagede, at Pemmikan netop indeholdt druesukker, begyndte det hele at give mening.

Her skal det lige indskydes, at Pemmikan er en "energibar" til hunde, oprindeligt udviklet til Siriuspatruljens slædehunde. Det må endelig ikke forveksles med energibar til mennesker, der ganske vist indeholder druesukker, men ofte også indeholder nødder, rosiner og sågar chokolade, der alle er giftige for hunde.

Men kunne man også forebygge, at dette opstod? Hvilke forholdsregler kan man tage for at undgå, at hunden overhovedet kom i denne situation? Lidt søgen rundt på nettet førte mig til en artikel skrevet af en amerikansk dyrlæge, Dr. Charles A. Hjerpe, der havde stor erfaring med "fuglehunde", og som havde skrevet en egentlig videnskabelig artikel om fænomenet. Den artikel findes i en "lægmandsudgave" (der kan læses her).

For det første er artiklen med til at kaste lys over mere alvorlige symptomer end dem, jeg havde oplevet med min egen hund. Der beskrives symptomer som:

Fase 1:

• Tydelig træthed
• Bevæger sig lettere konfust/planløst
• Leder efter vand
• Foretager overspringshandlinger

Fase 2:

• Virker svimmel
• Manglende orienteringsevne
• Går på stive ben
• Vakler
• Har høj puls

Fase 3:

• Muskelkramper og -spasmer

Fase 4:

• Hunden er uklar
• Vejrtrækningsbesvær

Fase 5:

• Egentlig tab af bevidsthed
• Koma

Fase 6:

• Døden indtræffer

I artiklen beskrives passende reaktionsmønstre i de enkelte faser.

Fase 1 - tag hunden ud af jagten og lad den hvile sig ordentligt. Fase 2 - Sørg for, at hunden får noget druesukker i en fart. Druesukker er vandopløseligt, så den enkle vej frem er at have det med i en vandflaske. Men druesukker kommer jo i mange afskygninger, så man kan også have lidt krystalliseret honning med (flydende honning har lavt indhold af druesukker). Fase 3 - her kan det jo være svært at få hunden til at indtage noget, da der kan være kramper inde i billedet, og munden derfor kan være låst. Det påstås, at man blot behøver at smøre honningen på gummerne af hunden, så vil den hurtigt optage det, men denne fremgangsmåde er ikke videnskabelig bevist. Allerede i fase 3 er der risiko, for at hunden får hjerneskader som varigt men efter tilstanden med lavt blodsukker. Fase 4 og 5: Hunden bør omgående under behandling hos dyrlæge. Det hævdes i artiklen, at hundens død er meget sjælden, men netop kan være en følge af, at hunden ikke er kommet under dyrlægebehandling, hvor den lægges i drop med 5% druesukker, og lægges i temperatur-terapi for at sikre en korrekt kropstemperatur.

Dr. Hjerpe gør opmærksom på, at disse anfald ikke altid falder sammen med selve jagten (eller træningen), men sagtens kan komme timer senere og endda først næste dag.

Det præciseres i artiklen, at fænomenet ikke er arveligt, og der derfor ikke er linjer, der er mere udsatte for at få disse anfald. Det hævdes, at hunde med en stærk psyke og meget "will-to-please" er mere udsatte for disse anfald end hunde, der er indadvendte og forsigtige. Kombineres det stærke "drive" med jævn eller dårlig fysisk forberedelse af hunden, gør det den særligt sårbar. Den stærke hund vil altid bare mase på og ikke tage notits af kroppens signaler om, at nu er den faktisk ved at løbe tør for brændstof. Så en under-motioneret jagthund med højt commitment til jagten og til sin fører kan være en hund, der er særlig udsat.

Det samme gælder overophedning eller underafkøling. Begge dele kan i følge forfatteren til artiklen udløse et fald i blodsukkeret.

Forebyggelse

Som sagt er HDH et fænomen, der kan ramme enhver hund. Artiklen konkluderer, at problemet med HDH typisk skyldes "den anden ende af snoren" - nemlig føreren. Grundlæggende handler forebyggelse om at forbedre hundens evne til at lagre glykogen i leveren. Kort sagt er der nogle ting, man skal være opmærksom på:

• At man "træner" hundens lever til at opbygge et glukose-kapacitet i leveren. Dette kan gøres ved, at man kun fodrer een gang om dagen, og helst sidst på dagen.
• At kalorieindholdet i det foder, man bruger, primært kommer fra fedt og protein, og ikke kulhydrater. Hermed falder mængden af hurtigtoptagelige kulhydrater i foderet. Dette er lidt af et regnestykke og er desværre ikke deklareret på foderet, men man kan altid rette henvendelse til producenten / leverandøren og få oplysninger om dette.
• At man sørger for at have et træningsprogram, der bringer hunden i tilstrækkelig god fysisk form til at klare jagten (eller markprøven).
• At man forebyggende giver små mængder af hundens foder eller måske ligefrem Pemmikan under jagten/prøven.
• At hunden holdes i god foderstand. En tynd hund løber muligvis hurtigere, men har generelt færre depoter at trække på.

Og skulle uheldet være ude, kan det være en god ide at have lidt honning med på jagt. Nogle hoteller har portionspakker med honning til morgenmaden, og måske kan man her få lov at købe et par stykker, som man kan have liggende i sin gamebag. Jeg plejer at have Pemmikan energibar i tasken alligevel, og også brugt akut ser det ud til at være en løsning.

Jeg har mere end een gang hørt HDH-symptomer beskrevet som "epilepsi" og må tilstå, at jeg også selv havde den tanke, indtil jeg fik bedre oplysninger. Så inden du dømmer din hund til at være ramt af epilepsi, så se om ikke ovennævnte enkle regler kan afhjælpe problemerne hos din hund.


Kilder:

1. Dyrlæge Jens Erik Sønderup, Hunderupvej 112, 5230 Odense M. Tlf.: 66 12 03 23 (Kons. kun efter aftale)

2. "Some Personal Observations, Opinions, Hypotheses, and a Little Science Concerning Hunting Dog Hypoglycemia (HDH)" by Dr. C.A. Hjerpe, DVM - Davis, California