ravensbank

FORMEL-1 LABRADOR RETRIEVER

Hvad er water tail hos Labrador Retriever?

Et fænomen, som mange Labrador ejere kan nikke genkendende til er water tail eller vandhale på dansk. Der er tale om en akut tilstand ved haleroden, som kan være meget smertefuld for hunden. Den viser sig som en hale der hænger ned fra haleroden eller som går lige ud i luften nogle centimeter og så hænger slapt nedad derfra. Det kan se ud som om at halen er 'knækket'.

Water tail opstår typisk som følge af at hunden har været aktiv og våd i længere tid uden at blive tørret af. Det behøver ikke at være vandarbejde, en regnfuld jagtdag hvor hunden ikke er blevet tørret mellem såterne eller prøvedag hvor hunden ikke er blevet tørret mellem posterne, kan være nok til at forårsage water tail. Af den grund går jeg altid rundt med et håndklæde og et dækken til min hund når jeg er på jagt og prøve.

Helt grundlæggende viser forskning, at water tail (kaldes også limber tail på engelsk) ikke skyldes vandet, så derfor kan man sige, at betegnelsen er misvisende. Problemet skyldes at hunden har brugt halemuskulaturen (Labradoren udnytter som bekendt halen som en slags ror under svømning) på en måde så der faktisk er opstået en slags forstuvning af haleroden. Der opstår en hævelse, men da der ikke er plads til at musklerne kan udvide sig opstår der kraftige spændinger i halen og en nedsættelse af blodgennemstrømningen. Uden normale mængder ilt-rig blod vil muskelcellerne begynde at degenerere, og det er dette der skaber smerte og dysfunktion.

Når man ser water tail for første gang kan man godt blive forskrækket, for hunden kan virkelig være voldsomt forpint. Selvfølgelig er det uhyggeligt at se sin firbenede ven lydeligt give udtryk for store smerter, men man kan normalt godt tage det roligt, for hunden vil med den rette behandling sædvanligvis komme sig i løbet af en dag eller to, og de voldsomme smerter kan dæmpes kraftigt. Der er mange, der giver deres hund en børnemagnyl som smertebehandling, men jeg har en dyrlæge der af princip ikke ønsker at bruge menneskemedicin på hunden. Så jeg har fået min dyrlæge til at udskrive en recept på Metacam Vet. som er et flydende produkt der sprøjtes ind i munden på hunden, og gives til hunden een gang dagligt så længe halen er slap.

Tilbage